Historie af Shimano-ambassadør Sofiane Sehili
Efter at have set serien Narcos på Netflix vidste Gravel Alliance-rytteren Sofiane Sehili ikke helt, hvad han skulle forvente i Colombia, men det tog kun udholdenhedsatleten en uge at forelske sig i det sydamerikanske land. Colombia er kendt for at producere det ene klatretalent efter det andet på landevejens asfalt, og nu ville Sofiane se, om landet er lige så stærkt inden for gravel, som det bjergrige landskab kunne antyde.
Hjemme igen i Paris efter oplevelserne i bjerglandet satte Sofiane sig ned for at fordøje sit colombianske klatreeventyr. Her er hans historie:
Højt oppe i Colombia
Første gang jeg prøvede cykeltouring i Colombia var i 2019, hvor jeg forberedte mig på Inca Divide ultracykelløbet. Mit mål var at tilpasse mig cykling i højderne, inden jeg kom til Peru, hvor løbet indeholdt klatring op til over 5000 meter over havets overflade. På det tidspunkt vidste jeg ikke mere om Colombia, end hvad jeg havde set i Narcos på Netflix – og selvom det er en virkelig god serie, så er det ikke noget, der giver dig lyst til at hoppe på det næste fly til Bogota.
Det tog mig en uge at blive forelsket i Colombia. Det er cirka den tid, det tog mig at cykle fra den fugtige kystby Cartagena til de kølige højder i Boyacá-regionen. Jeg tilbragte to uger med at udforske to af de tre bjergkæder i Andesbjergene, som løber gennem landet, men så måtte jeg desværre videre, da mit cykelløb skulle til at begynde. Da jeg krydsede grænsen til Ecuador på vej mod Peru, lovede jeg mig selv, at jeg ville komme tilbage snart for at kaste mig ud i nogle flere store graveloplevelser.
Pga. pandemien og en slem skade tog det mig meget længere tid end forventet at komme tilbage. Men endelig faldt det hele på plads i foråret 2022, og jeg befandt mig langt om længe på et fly mod Bogota. Jeg glædede mig til at vende tilbage til de steder, jeg var blevet så glad for, og så frem til at opdage nye, der helt sikkert ville være lige så betagende.
Jeg havde stadig jetlag, så jeg lagde ud med en tur næsten kun på asfalt til en mindre by ca. 90 km fra hovedstaden. Bogota ligger højt oppe i Andesbjergene i 2600 m højde, så det ville ikke være smart at komme direkte fra Paris ved havets overflade og begynde rejsen med en udfordrende etape. Desuden forventede jeg, at det nok skulle blive hårdt meget snart – og jeg tog ikke fejl. Gravelfesten begyndte allerede på dag 2, så snart jeg forlod den lille by Suesca. Der var endnu ikke kæmpestore klatresektioner, men de mange korte, stejle bakker i træk gjorde fremdriften langsom, især fordi min krop stadig var ved at vænne sig til højden.
Hen mod slutningen på dagen nåede jeg frem til Villa de Leyva, den regionale hovedstad i Boyacá, som er den mest højtliggende region i hele Colombia i gennemsnit. Nu skulle det være. Efter bare to dage befandt jeg mig lige, hvor jeg gerne ville være.
Stedet hvor cykling over 3500 m er rutine
Det skal lige siges, at jeg har bikepacket rigtig meget i mit liv og testet mig selv ved over 3000 m i flere forskellige lande (Colombia, Peru, Tadsjikistan, Kirgisistan og Kina). Det er min erfaring, at det først virkelig bliver hårdt over 3500 m ... men jeg skulle snart finde ud af, at i Boyacá er den slags cykling ren rutine.
Det var bare ikke kun højden over havet, der skulle vise sig at være udfordrende. Regionen havde mere at byde på: Regn, ødelagte veje, begrænsede muligheder for forsyninger og råkolde temperaturer. Det er ikke for sjov at cykle her. Når jeg tænker tilbage på min tid i Boyacá, er der én brutal etape, der stikker ud: Paipa til Belén, 98 km med 3200 højdemeter og to passager over 3800 m. Den tosporede grusvej trængte voldsomt til vedligeholdelse og var kun farbar på to hjul pga. de mange jordskred og nogle svære flodkrydsninger. Efter næsten 8 timer i sadlen ankom jeg til Belén efter mørkets frembrud. Jeg var våd, kold og udmattet, men mest af alt tilfreds med at have gennemført et monster af en cykeltur. Da jeg stoppede min GPS, så jeg til min bestyrtelse, at min gennemsnitsfart havde været under 13 km/t.
Næste dag nåede jeg det højeste punkt på min rejse, 4200 m over havet et sted mellem landsbyerne Chita og El Cocuy. I denne højde kan man opleve páramo, som er et unikt økosystem, der kun findes i Colombia og Ecuador. Den tropiske bjergvegetation her er ulig noget andet, jeg har set – ikke mindst de høje frailejones (tidligere kaldet espeletia), der ligner buskede træstammer med en enorm blomst på toppen.
De centrale bjerge og Medellín
Colombia er et kæmpestort land, men meget af den østlige del af landet er næsten tomt for mennesker. De flade landområder i øst – som for det meste er dækket af tæt Amazonas-regnskov – betragtes næsten som et fremmed land af størstedelen af colombianerne, som foretrækker at bo i Andesbjergene. De colombianske bjerge kan i øvrigt inddeles i tre forskellige bjergkæder, der går vertikalt gennem landet. Jeg udforskede først den østligste, med Bogota og Boyacá, inden jeg drog videre til den centrale bjergkæde, hvor man finder den berømte by Medellín.
Fra de kolde og tågede páramos til den varme og fugtige slette mellem de to bjergkæder var omslaget i klimaet brutalt. Jeg valgte at cykle halvanden dag på flade asfaltveje efter en meget krævende første uge. Det gik naturligvis hurtigere og nemmere, men den ekstreme hede sørgede til gengæld for, at det ikke var nogen søndagsudflugt. Det var meget hurtigt ved at gå op for mig, at uanset hvor man er i Colombia, så skal landet nok finde en måde at gøre ens dag interessant på.
En dag efter at jeg forlod flodsletten, ankom jeg til den livlige by Medellín. Den var engang berygtet som kartellernes fæstning, men har fuldstændig genopfundet sig selv og er ikke bare sikker at opholde sig i, men også en af de mest spændende byer i Sydamerika med fantastiske restauranter og et pulserende natteliv.
Det var dog ikke noget, jeg skulle nyde i denne omgang: Jeg havde store planer for min tid i den centrale bjergkæde. På vej mod syd fra Medellín var jeg i første omgang overrasket over at finde asfalterede småveje, men snart var ruten igen domineret af de velkendte, grove grusveje. Ift. højden over havet var regionerne Antioquia og Caldas mere medgørlige end Boyacá, og toppene kom ikke meget over 3000 m. Men jeg skulle alligevel snart få slukket min tørst efter store klatreoplevelser.
Efter at have nået til byen Salamina tog jeg en rute mod øst, der førte mig tilbage til dalen, så jeg kom helt ned i 500 meters højde og den travle by Mariquita. Ca. 30 km fra Mariquita finder man spøgelsesbyen Armero, som blev ødelagt i det tragiske vulkanudbrud i 1985, der dræbte over 20.000 mennesker. Fra Armero fører asfaltvejen op til Murillo i 3400 meters højde. Derfra stopper det hårde underlag og grusvejen bugter sig helt op til 4100 m. Dette er en af de længste opkørsler i verden. Den mindre kendte rute til Nevado del Ruiz-vulkanen er gravelalternativet til den berømte Alto de Letras.
En lang dag i sadlen
Da jeg havde besøgt ruinerne i Armero, der står som et mindesmærke over ofrene for udbruddet, tog jeg hul på en opkørsel, der skulle tage hele dagen. Selvom jeg begyndte tidligt, var det allerede blevet varmt. Men en time og 600 højdemeter senere var temperaturen heldigvis meget mere behagelig. Det gik støt opad forbi byerne Padilla og Libano, hvor vegetationen langsomt forandrede sig fra mangotræer til store kaffeplantager – og den klare himmel blev til truende skyer. Jo højere jeg kom op, jo færre mennesker så jeg. Med en stigning på ca. 6% er opkørslen mere udfordrende i kraft af sin længde end sin stejlhed. Efter Murillo – hvor asfalten slutter – begyndte underlaget desuden at blive ret ujævnt. I 4000 meters højde var vejen stort set flad de næste 20 km, og jeg cyklede i omkring en time i denne svimlende højde. Jeg stoppede for en kort bemærkning ved et lille skur, hvor en mand tilbød mig et glas Agua panela, en varm drik lavet af vand og saft fra sukkerrør. Det er svært at forestille sig det afsides og ensomme liv, han må leve her, hvor kun enkelte cyklister og motorcyklister kommer forbi.
Jeg steg ca 500 meter ned og ankom endelig til enden ad denne etape: Hotellet Termales Del Ruiz med dets naturlige varme kilder. Efter at have tilbagelagt 4300 højdemeter på bare 100 km var dette sted den bedste velkomst, jeg kunne have ønsket mig.
Klar til den mytiske top La Linea
Nu gik det fra den ene berømte stigning til den anden, og jeg havde kun en enkelt dags cykling tilbage til at nå mellem de store byer Manizales og Pereira via grusveje. Jeg havde planlagt at afslutte min rejse i Colombia med den mytiske stigning til La Linea. På papiret forekom det ikke usædvanligt. Vejen strakte sig 20 km fra den populære turistby Salento op til 3000 meters højde, inden den bugtede sig op og ned på vejen til Ibagué, en anden større by. I starten gik det hele efter planen: Stigningen på grus ud af Salento by var en af de bedste, jeg havde oplevet på turen, og det tog mig kun et par timer at nå til La Linea.
Her begyndte tingene at gå ned ad bakke – både i direkte og overført betydning. Nedkørslen var åbenbart ikke blevet vedligeholdt i samme grad som opkørslen, så jeg hoppede og dansede hele vejen ned til landsbyen Toché, hvor jeg fandt ud af, at det var umuligt at få et varmt måltid mad. Men dagens højdepunkt var under alle omstændigheder, at jeg oplevede Colombias nationaltræ, en fantastisk palme, der bliver utroligt høj og slank og kun vokser her, men til gengæld i stort antal.
Fra Toché blev klatringen seriøs. Endda hardcore. Det var ikke superlangt, men meget stejlt på smadrede veje og med den voldsomste regn, man kan forestille sig. På få minutter gik vandløbene over deres bredder, så vejen virkede umulig at komme frem på, indtil en modig lokal beboer tog chancen på sin lille motorcykel og klarede den. Vejforholdene blev stadig værre, og min sidste dag på rejsen endte med en ekstremt stejl 2 km stigning på gennemsnitligt 14%. Da jeg nåede frem til asfaltvejen mod Ibagué var jeg på randen af et nervøst sammenbrud.
Selvom det ikke helt var den storslåede afslutning, jeg havde håbet på, gav det mig endnu en grund til at vende tilbage til dette intense land med dets endeløse bjerge, evigt skiftende vejr, høje tinder og tilsyneladende uendelige muligheder for gravelcykling. Efter de fleste etaper på rejsen var jeg fuldstændig færdig, men hver morgen vågnede jeg sulten efter mere: Flere fantastiske udsigter, flere unikke landskaber, flere fjerne, uasfalterede veje. Hvis du ikke er bange for det hårde og primitive, er Colombia et ægte gravel-paradis. Da jeg steg på flyet hjem vidste jeg, at det ikke ville blive mit sidste besøg.
Hold øje med flere historier fra Colombia, en gennemgang af Sofianes cykel-setup med GRX-komponenter, tips fra eksperter om cykling i høje bjerge og et dyk ned i Colombias omfattende cykelkultur.
