Den arktiske postrute

Bikepackingruten på den arktiske postrute følger resterne af den gamle postvej fra København til Alta i Nordnorge. Ruten starter i Pallas-Ylläs nationalparken i finsk Lapland og løber gennem Finnmarkens højland hele vejen til Alta ved Ishavet. Det finske og norske Lapland dækker tilsammen over et vildmarksområde, der er tre gange så stort som Belgien og er et af de største områder af sin art i Europa. Her er forholdet mellem rensdyr og mennesker 5:4, så man vil sandsynligvis møde flere rensdyr end mennesker på sporene. Rensdyrene er her dog ikke bare for at cyklisterne skal have noget at kigge på, de er også økonomisk vigtige for mange samiske og lappiske. Derfor er cykelruten lukket i den vigtige sæson i slutningen af september, hvor flokke med tusindvis af rensdyr drives sammen til efteråret.

Derudover anbefales det at tage Räkkä i betragtning – perioden med flest myg, knoter, mitter og klæger i Arktis – medmindre man har tænkt sig at været pakket ind i myggenet fra top til tå, mens man cykler. Selv om Sami aldrig havde været i Lapland før, havde hun hørt alt om myggene og var grundigt forberedt med myggenet til hovedet, armbånd og myggespray. Räkkä begynder normalt sidst i juni og varer til midten af august, hvilket gør sensommeren og efteråret til et godt tidspunkt til bikepacking i Arktis. I september begynder chancerne for nordlys desuden at blive bedre.

Skovveje og enkelte asfalterede veje fører os fra Ylläs til Pallas, hvor vi får de første glimt af Pallastunturis syv smukke fjelde. Den oprindelige plan var at undgå alle veje, men Henna vidste, at det næste stykke fra Pallastunturi ville være svært på en MTB, for slet ikke at tale om en gravelcykel, så de besluttede at køre ad landevejen og stoppe ved Restaurant Loimu i stedet. Når man svinger ind på parkeringspladsen ved Loimu, føles det som at træde tilbage i tiden – det er et virkelig charmerende, beskedent sted, men benzinpumperne og interiøret har en seriøs 70'er-vibe. Oplevelsen af nordlandets enkle liv og den lokale kultur kombineret med den dybe ro på de lange strækninger i vildmarken skaber en cykeloplevelse, der er milevidt fra byens travlhed.

Efter nogle regnbyger begyndte himlen at klare op, og vi kom tilbage på skovvejen, der skulle føre os til vores lejrplads ved søen. En hurtig dukkert i søens klare vand og så myggenet på inden aftensmaden. Vi var taknemmelige for de mange søer og vandløb, der gjorde vores liv lettere, når vi skulle campere og forsyne os med vand. Middagen blev fulgt af en osteplatte i klassisk spansk stil. “Hvis maden altid er så god, vil jeg kun på tur med Sami fra nu af,” griner Henna.

På andendagen gav de første to kilometer en forsmag på, hvad der ventede os på den arktiske postrute – stejle spor, stenfyldte sektioner og løst sand, der til tider ikke kunne cykles. Det satte vores tempo betydeligt ned, men vi var alligevel glade for at komme væk fra landevejen, især fordi vi blev belønnet med en fantastisk udsigt i alle retninger. Ruten er mere kendt som en vandrerute, og vandrerne på stien fra Hetta til Pallas blev overraskede over at se to piger kører deres gravelcykler ned ad de ujævne spor, balancere på træbrædder og bære deres cykler over klippestykker.

Vi stoppede op for at smage de lokale lækkerier på vildmarkscaféen, hvor den lokale dame kunne fortælle, at der ikke havde været et svampeår som dette i 60 år. Så var det derfor, at vi så svampe overalt, hvor vi kiggede. I Hetta købte vi nye forsyninger og besluttede os for at tage MTB-ruten, selvom vi havde hørt, at de næste 25 km ville være svære. Rygterne viste sig at være rigtige – ikke så meget på grund af klipperne, men fordi der var endeløse sumpede moser, som man ikke kunne cykle igennem. Vi var godt trætte og lidt modløse, da vi stoppede ved vildmarkshytten på halvvejen, men vi besluttede at fortsætte, fordi vejrudsigten lovede kraftig regn, som ville gøre sporet endnu værre. Vi havde også regnet med, at der var en mulighed for overnatning i den næste landsby, Näkkälä, men der var ingen skilte, da vi kom dertil, og Google Maps var ubrugeligt på grund af det dårlige signal. Vi var meget trætte og begyndte at føle kulden. Til sidst fortalte en mand på en quadbike, at ejeren af stedet var ude at fiske uden sin telefon, og at ingen andre havde adgang til nøglen. Den nærmeste anden overnatningsmulighed var 13 km væk i den forkerte retning, så vi besluttede at slå vores telt op på parkeringspladsen ved vandrestien. Så snart teltet var sat op, begyndte et silende regnvejr, som varede hele natten.

Den kolde og regnfulde morgen gjorde starten på den tredje dag noget mindre indbydende, men vi hoppede på cyklerne fast besluttede på at nå Kautokeino og få en god nats søvn i et varmt og tørt rum. De stenfyldte stier blev gradvist afløst af mere fast sand, men store vandpytter fra nattens regn, store sumpede sektioner og flodkrydsninger holdt vores tempo nede. På denne strækning følte vi virkelig, at vi var helt alene ude midt i ingenting. “Det mest overraskende har været, hvor lang tid man kan følge en grusvej, inden man ser et hus igen. Time efter time og kilometer efter kilometer på cyklen uden at se nogen eller noget – ikke engang et dyr eller en fugl,” sagde Sami eftertænksomt. Endelig, efter hvad der føltes som endeløse timers cykling, fik vi øje på hytter på den anden side af søen. Men først skulle vi krydse en flodmunding med vand til midt på lårene. Da vi kom over på den anden side, bød husets ejer os velkommen på norsk og inviterede os indenfor til en kop kaffe. Vi var sultne og trætte og lykkelige for at få en pause og møde den lille familie.

Det var ren idyl. Bedstemor sad ude på terrassen og strikkede, drengen talte perfekt engelsk, fårene gik rundt i baghaven, og vi lyttede til hinandens historier, mens vi spiste lokale delikatesser som rensdyrtunge, tørret rensdyrkød, koldrøget laks, myseost, multebær og blåbær – Norge når det er bedst. “Det var dagens højdepunkt at møde denne familie. Det er sjovt at cykle, men det man virkelig husker, er møderne med de lokale undervejs,” siger Henna og Sami. Da vi spurgte, om vi måtte betale noget, var svaret et rungende nej fra familiefaren, som i stedet tilbød et stort knus til afsked. Da vi gjorde klar til at cykle videre, kom han løbende ud til os med et stort stykke tørret rensdyrkød til vores rejse.

Nu var den hårdeste del af ruten overstået. De sidste 145 km til Alta var på grusveje, så vi forventede at kunne sætte tempoet op. Efter et varmt bad og en god nats søvn var vi friske og udhvilede og fulgte flodens løb ud ad landsbyen. Ved middagstid var vi over trægrænsen og kunne beundre den flotte udsigt over fjeldet. Vi spiste frokost ved en rensdyrhyrdes tipi, inden vi cyklede videre ad nogle af de længste, lige vejstykker, jeg nogensinde har set. I det åbne landskab er der en helt unik fred og ro – det føles næsten magisk. Som vi efterhånden var blevet vant til, nåede vi heller ikke den dag tørskoede frem til vores destination, den gamle Suolovuopmi fjellstua. Den foregående nats regn havde efterladt store vandpytter på vejen – og nogle af dem kom Henna i grundig nærkontakt med. Vi havde et hyggeligt ophold i fjeldhytten og nød en lækker lokal middag med fjeldørred og kartofler, inden vi gik i seng.

Vi var kommet hurtigere frem end forventet – der var kun 65 km til Alta og vi fik meldinger om, at grusvejen var i meget god stand. Vi startede med at køre opad i fjeldet, hvor vi blev budt velkommen af en sprød nordenvind. I horisonten kunne vi se Norges høje sneklædte tinder, mens vi cyklede langs de bølgende bakker i det vidtstrakte højland. Nogle få rensedyr blev snart til flere hundrede. “Selv som finne,” siger en imponeret Henna, “er det en fantastisk oplevelse at bevæge sig afsted sammen med rensdyrene, og Sami blev en ægte rensdyrskender på denne tur”. Et andet højdepunkt på den sidste dag var at møde en mor og datter på hundeslæde med en flok huskies, som de trænede til deltagelse i det berømte Finnmarksløpet, det længste hundeslædeløb i Europa. Sammenlignet med vores gravelcykler holdt de et ret højt tempo, men de havde ikke noget imod at stoppe op og lade os ae hundene. Således fyldt med ny dyreenergi satte vi kurs mod vores slutdestination, Alta. For ikke at gøre den sidste del for let vendte vi tilbage på MTB-rutens singletrack langs floden Alta. Det er svært at sige med sikkerhed, om det var den rigtige beslutning, for mens nogle sektioner var supersjove, var andre var for mudrede til at cykle på. Men til sidst nåede vi frem til den berømte kirke i Alta og afslutningen på vores 380 km lange tur gennem et af de største vildmarksområder i Europa.

Vejret var måske ikke det varmeste, men de vidtstrakte landskaber, rensdyrflokkene, de venlige lokale beboere og det magiske lys gjorde det til en uforglemmelig tur – den slags, der varmer dig mere indefra end udefra. Og er det ikke derfor, at vi gør det her?