Som voksen er der ikke noget, der nulstiller ens ydmyghed som at skulle lære noget nyt. Så er det godt at have en ven som Shimano Gravel Alliance-rytteren Ibai Fradejas, som om nogen er en veteran på ujævne veje, til at hjælpe sig gennem det ukendte.
Ibai følger Sandra Parras udvikling fra rookie og rendyrket landevejsrytter til 500 kilometers bikepacking på otte dage og en gennemførsel af Tuscany Trail. Hvad krævede det at komme dertil?
FRA JEG-KAN-DA-PRØVE TIL HOBBY
Jeg har altid sat pris på udendørsliv, sov ofte i telt i naturen som barn og elsker at køre gravel på lange distancer, så jeg er efterhånden blevet ham, man går til, når man føler trang til at tage på opdagelse. Da min gode ven Sandra Parra – en dedikeret landevejsrytter fra Valencia – ville til at undersøge den mere eventyrlystne side af cykling, spurgte hun, hvor lang tid det ville tage hende at blive klar til sin første bikepackingtur. Nemt nok, svarede jeg. Vi gør det til foråret. Selvom jeg straks sprang til, forstod jeg også omfanget af opgaven – hun er nemlig en rytter som meget sjældent, hvis overhovedet, kører hvor der ikke er glat asfalt.
Vi fik hende ud at rulle fra starten. Vi begyndte med at lede efter hendes første gravelcykel, som vi specificerede med en Shimano GRX 2x11 gruppe, og finindstillede hendes køreposition. Hendes første 30 km på blandede underlag tog vi stille og roligt, og det gik uden problemer. På den næste tur – hendes første rigtige graveltur – var hun allerede i gang med at presse sig selv og få styr på den ekstra bremsekraft i GRX-bremserne, hvor udskridninger og afværgede styrt blev til store grin. Det var en stor lettelse.
Tredje tur var imponerende; jeg blev stolt og glad, da hendes oprindelige frygt for en teknisk nedkørsel blev vendt til den vedholdenhed, der skulle til for at klare det. Det gav os begge en sikker følelse af, at hun var klar til at kæmpe sig igennem de udfordringer, der nok skulle komme. Efter fjerde tur var Sandra solgt – det var gået fra jeg-kan-da-prøve til en hobby. Nu kunne vi begynde seriøst ...
FREMSKRIDT FØRER TIL PLANLÆGNING
Da Sandra cykel var ankommet i starten af 2022, havde vi et par måneder til at summe over, hvad den endelige målsætning skulle være. Vi besluttede os for Tuscany Trail, og nu var tiden kommet til at føre planen ud i livet. Sandra var stadig lidt bekymret, for hun havde aldrig cyklet så langt før, og slet ikke på en lastet cykel ... og hun havde en pointe. Tuscany Trail er 500 km langt og har 8.000 højdemeter, men vi besluttede at kaste os ud i det alligevel. Logistikken var ikke let, fordi start og mål ligger forskellige steder, og ingen af disse steder er i nærheden af en lufthavn.
26. maj 2022
I dag landede vi i Pisa lufthavn og tog lufthavnsbussen til centrum af byen. Der samlede vi cyklerne, pakkede alting ned i cykeltaskerne og besluttede at opleve byen som turister, inden vi tog endnu et tog til Donoratico, hvorfra vi begynder Tuscany Trail i morgen.
27. maj 2022
Dag 1 på Tuscany Trail – 150 km og 2.400 m
Kl. 8:30 åbnede de for registrering og afhentning af løbsnumre. Det var kun 15 km fra hotellet, så vi var der til tiden. Der var kendte ansigter og gamle venner at snakke med, og endelig kom vi afsted kl. 10. Adrenalinniveauet var højt, så det blev tempoet også det meste af dagen. Vi stoppede kun tre gange: En gang for at få en is, en anden gang for at få en sandwich og en is, og tredje gang for at spise et par pizzaslices og købe ind til aftensmaden.
Vi tog de kortere vejstrækninger i højt tempo og sørgede for at være ekstra forsigtige på nedkørslerne pga. det tekniske niveau. Da vi begyndte at føle udmattelsen i kroppen, besluttede vi at slå lejr. Nu er klokken 20:30 og vi skal til at nyde vores aftensmad i solens sidste stråler, inden vi skal i seng.
28. maj 2022
Dag 2 på Tuscany Trail – 10:00. 145 km og 2.700 m
Solens stod op kl. 5:30, men det tog os to timer at pakke det hele sammen – lidt langsomt. Jeg fortsatte i mit beskidte tøj fra i går, men nybegynderen Sandra kunne ikke – eller ville ikke – men hendes sadeltaske er alligevel pakket med mere tøj end nødvendigt, så det gør ikke noget. Vi forventede en lang dag, og det var lige, hvad vi fik. Planen var at forsøge at matche gårsdagens distance for at gennemføre vores eventyr på kun tre dage. Vi ser det ikke som et cykelløb, men som en personlig udfordring, hvor vi kører fra solopgang til solnedgang i et jævnt tempo og stopper op for at spise is og pizza og tage billeder.
Den første halvdel af dagen var ret anstrengende på de smalle, stenede spor, som gjorde det svært at holde et konstant tempo. Vi nåede frem til Siena ved middagstid efter at have tilbagelagt bare 60 km. Vi holdt en spisepause og talte om, at anden halvdel af dagen så mere gunstig ud, selv om vejrudsigten advarede os om risikoen for sommertordenvejr. Vi skulle cykle yderligere 90 km for at nå vores mål, den smukke by San Quirico d´Orcia.
Men telefonerne fik ret, og en voldsom storm begyndte at buldre mellem bjergene. Vi besluttede at søge ly under en bro og vente på opklaring i vejret. Lidt senere kunne vi fortsætte og få ny energi fra en lækker panini med porchetta.
Vi ankom til vores destination, lige da det var ved at blive mørkt. Det ville have været dejligt at overnatte på et af byens hoteller, men de var alle optagede. Men vi var jo også ude på eventyr, så vi lod os ikke slå ud og fandt en park i udkanten af byen, hvor vi kunne overnatte – denne gang lagde vi os dog under en søjlegang for at undgå at slå teltet op og forhåbentlig komme hurtigere afsted næste dag.
29. maj 2022
Dag 3 på Tuscany Trail – 11:00. 170 km og 2.600 m
Ved solopgang opdagede vi, at andre deltagere også havde fået samme idé om at sove i parken. Vi fik en energibar til morgenmad for at stoppe den værste sult, inden vi nåede den første by, hvor vi bestilte en varm kaffe og noget at spise. Terrænet har været med os på ruten mod kysten. Når man kun er et par bakker fra målstregen, kommer der et øjebliks tristhed, fordi eventyret næsten er slut. Jeg tænker på, om vi nød det tilstrækkeligt, om vi kørte for hårdt til, og hvad vi ellers kunne have gjort anderledes. Men sandheden er, at vi har delt de mange kilometer med mennesker fra hele verden, som har den samme passion for at udforske på cykel.
I dag havde vi lidt mekaniske problemer (som heldigvis var lette at løse), inden vi nåede frem til Ortobello og målstregen omkring kl. 20.00. Lige før målet kom vi gennem vi det fantastiske naturreservat Duna Feniglia, som fremviste nogle af de mest utrolige solnedgange, jeg nogensinde har set. Mens jeg skriver dette nu, slår det mig, at vi er langt hjemmefra med kun vores cykler og nogle få ting til at overleve med – og det er så enkelt, at det bliver magisk.
Efter et længe ventet brusebad og en lur på hotellet var vi klar til at tage toget til Rom. Vi fandt tid til en hurtig rundtur i den oldgamle by, inden vi fandt en lokal cykelhandel, som venligt havde gemt to kasser til os, så vi kunne pakke vores cykler til hjemrejsen.
Efterspil
Selv om Sandra ikke var særligt vant til cyklen eller terrænet, havde hun en stærk lyst til at udforske, og det var det, der fik os i mål på tre dage. Ikke mindre imponerende var det, at det også var første gang, hun prøvede at sove i et telt omgivet af nataktive vildsvin, for ikke at nævne den nat, vi tilbragte i bivvy-bags i det fri og de tre dage uden brusebad. På flyet hjem spurgte hun oven i købet, hvornår vores næste eventyr skulle være – hvis det ikke er en succes, ved jeg ikke, hvad er. Konklusionen efter denne oplevelse må være, at enhver kan blive en prof til bikepacking, hvis man er villig til at lægge et vist mål af forberedelse i det, være i nogenlunde form (eller i det mindste lægge en rute, der passer til ens niveau) og ikke har noget imod at sove primitivt, hvis man ikke kan finde et hotel.
Eventyret er overalt derude; nogle gange skal man bare cykle lidt længere for at finde det.
SANDRAS CYKEL
En Kona Rove NRB DL i aluminium med 2x11 Shimano GRX gruppe, hydrauliske bremser og 650b x 48 mm hjul og dæk.
