Gravel i USA vs. Europa

En undersøgelse af gravelcykling på hver sin side af Atlanterhavet.

Spørg hvem som helst, og de vil fortælle dig, at Shimano Gravel Alliance-rytteren Erwin Sikkens kender sin gravel. Det gjorde ham til det perfekte valg til at gennemføre en undersøgelse omkring gravel til Unbound. Hvad adskiller det amerikanske fra det europæiske gravelmiljø, og vigtigst af alt, hvad er bedst?

Jeg har været inden for gravelverdenen længe nok til at kende den ud og ind. Jeg har set, smagt og duftet til enhver form for gravel, der findes. Eller i hvert fald enhver form for gravel, der findes i Europa. 

Men Europa er ikke hele verden, og det gik op for mig, at jeg havde en stor geografisk blind vinkel i min viden om gravel. Så det på tide at finde ud af, hvad der ellers var at vide om gravel – og hvad jeg kunne lære ved at besøge Staterne.

Denne artikel handler mindre om gravelcyklingens historie eller hvordan man skal kategoriserer den og mere om den gravelkultur, som vi har lært at kende og elske. Og den kultur har ikke sit udspring i Europa, så jeg steg om bord på et transatlantisk fly til Kansas.

Gravelkulturen opstod i det amerikanske Midtvesten – et område som nogle bare kalder ‘fly-over’. I disse tilsyneladende ikke særligt interessante stater var der ved at ske en masse med cykler. En hel bevægelse blev opbygget ved et rent tilfælde af en flok cykelentusiaster, der begyndte at gøre interessante ting på deres cykler, heriblandt cykelløb og ture på grusdækkede underlag langt væk fra alting. Det begyndte i det små, men voksede sig hurtigt til noget større omkring årtusindskiftet og blev til sidst til det gravelmiljø, vi kender i dag.

Set i et 2022-perspektiv er det klart, at det amerikanske gravelmiljø har haft stor indflydelse på udviklingen af den europæiske gravelkultur, men er de egentlig ens? Er vi europæere en dårlig kopi – en mindre konkurrenceorienteret og mindre ensartet klon – af miljøet derovre eller har vi skabt noget helt anderledes? Som led i denne undersøgelse af de to potentielt forskelligartede kontinenter ville jeg deltage i det nok vigtigste gravelløb i verden.

Det mest slående ved dette særlige gravelløb gik op for mig efter jeg vågnede en smuk tirsdag morgen i Emporia i Kansas: Det var milevidt fra noget, der mindende om en skov. Der var faktisk ikke så meget som et lejrbål i sigte. Vi var midt inden i byen med masser af graveludstyr til salg langs Emporias hovedgade Commercial Street.

Uden for byen ser man ikke andet end endeløse græsklædte marker på hver side af kilometerlange, snorlige grusveje. Det er en helt anden verden end i Europa, hvor gravelcykling ofte foregår i skovfyldte omgivelser med masser af vilde blomster og/eller grannåle – og rindende vand kan være en mangelvare. Men at fremhæve landskabet som en essentiel faktor virker kortsigtet, især fordi det varierer meget fra stat til stat, så lad os gå videre til kulturen...

Til europæiske events har jeg befundet mig alle mulige steder, lidt på MTB-spor, lidt på skovstier, med cyklen på skulderen, op ad stejle bakker ... og nogle gange, hvis jeg var heldig, faktisk på grus. En ting, som alle disse events har til fælles? At konkurrenceelementet ikke er afgørende. Mange gravelevents handler om at køre i sit eget tempo, ofte med en åben start et sted mellem klokken X og Y. Rytterne kan vælge mellem forskellige distancer og hastigheder, og til sidst er der ingen vindere og ingen præmier, kun en afslappet fest omkring et lejrbål med alle rytterne. 

Men i Emporia fandt jeg hurtigt ud af, at denne fest ikke kun var for rytterne, men for hele lokalsamfundet. Med gravelfesten som et event i bymidten med en stor messe inviteres alle byens indbyggere til at deltage. Caféerne er fyldt med ryttere og besøgende, mens store pick-up trucks deler vejene med spinkle cykler hele ugen. Emporia bliver overtaget af cyklisterne – og det ser ud til at alle sætter pris på det.

Så kommer vi til løbsdagen, og nu bliver det alvor. Højttalerne bliver skruet op og publikum er vilde, da massestarten forlader byen. Der går ca. en time, inden det fremadstormende felt er splittet op i hundrede mindre grupper, og en håndfuld professionelle ryttere sætter tempoet i den skarpe ende. Selv heromme, hvor jeg kører, trækker vi afsted i et højt tempo, og der er hele tiden ryttere, der overhaler hinanden. Hver gang der er et bump på grusvejen, er der nogen, som angriber en anden. Der er på grænsen til at være nådesløst, men vi har også alle vores eget løb at køre – distancen på 320 km er den største udfordring for de fleste. 

Da løbet er halvvejs, er tempoet faldet til ro, og jeg begynder at genkende ansigterne på dem, der kører lige så langsomt som mig. Vi er endda ved at blive venner, da vi ved, at der er lang vej endnu. Vores 'løb' er ovre – fra nu af er det bare en meget lang cykeltur. Nu føles det næsten som europæisk gravel, men ikke helt.

Ved mållinjen – lige inden midnat – får jeg øje på en anden forskel mellem europæisk graveltouring og dette amerikanske løb. Jeg er udmattet. Der står ikke nogen flink arrangør ved målstregen med en kold øl til mig, og der er slet ikke noget stort lejrbål. Jeg befinder mig midt i en stor fest – den samme byfest, som jeg har oplevet hele ugen. Det er sjovt, og jeg er glad for at have gennemført løbet, men jeg er for træt til virkelig at sætte pris på festlighederne. Efter 17 timer i sadlen er jeg færdig for dagen.

Selvom jeg går glip af den store gravelfest, kan jeg godt se det tiltrækkende ved eventet. Ved at udfordre mig selv ved høj fart og presse mig til grænsen på grusvejene oplever jeg en tilfredsstillelse, jeg normalt kender fra landevejscykling. Efter en god nats søvn bliver byen igen levende af ryttere og deres historier. De mange caféer i Emporia er fyldt til bristepunktet. Samtaleemnerne er ikke, hvad jeg forventede – eller de er i hvert fald ikke de samme, som man ville høre i Europa. De drejer sig om løbet. Hvad gik galt, hvad gik godt, hvem fik en punktering på det forkerte tidspunkt. Det er markant anderledes end de historier, jeg typisk ville dele i Europa, som fx handler om det fantastiske landskab eller om hvor godt, cyklen føltes på gruset den dag. Måske hører du mig endda fortælle om et stop undervejs for at tage en svømmetur eller drikke en kop kaffe på en lille café.

En uge efter Unbound er jeg hjemme i Holland, hvor jeg deltager i et lokalt gravelløb. Jeg falder i snak med en flink fyr fra New York, som er flyttet til Europa. Vi taler om min nylige oplevelse, og han er enig i mange af mine observationer – det samme, men anderledes. Europæisk gravel minder om surferkulturen, hvor alle finder sammen og fanger bølgerne. Det handler ikke om præmier eller podiepladser. Efter et løb samles vi omkring lejrbålet, skåler i en øl og fortæller røverhistorier. Min ven fra New York drager den klassiske sammenligning med tidlig MTB-kultur, hvilket får mig til at tænke på, at amerikansk gravel snarere er som at besøge en baseballkamp. Først hygger man med grillmad bag på sin truck på parkeringspladsen, og så er der selve kampen ... og den kamp tages alvorligt! Rytterne kommer lige så meget for at feste som for at køre løb, hvilket, når man tænker over det, ikke er så meget anderledes end i Europa, bortset fra at man ikke kører så meget om kap...

Det er som to dialekter af det samme sprog. På trods af disse små forskelle kan de to verdener eksistere side om side og tage på besøg hos hinanden Som forskellige medlemmer af en familie byder de hinanden velkommen – med et kærligt knus eller et venligt klap på skulderen. Og endnu vigtigere, så supplerer de hinanden og inspirerer de andre på den anden side af havet til at blive endnu bedre. Gravel er i konstant bevægelse, og det er ikke så skidt endda.

De forskelligartede gravelkulturer rundt om i verden gør kun gravelcykling endnu smukkere, end jeg allerede havde forestillet mig.

Og nu forstår jeg den en lille smule bedre, end jeg gjorde før.