Jeg troede aldrig, jeg skulle skrive disse ord, men her er det: Min far er en trendsætter. Fra det tidspunkt, hvor jeg begyndte at cykle, med støttehjul og det hele, husker jeg, at han var ude, lastet med tasker, gennem Stuttgarts Eichenhain-naturreservat. I disse dage, hvor bikepacking-tendensen fortsætter med at vinde frem, sætter min far en ære i at have været på sådanne eventyr i årtier
Jeg fulgte ikke med det samme i hans fodspor, så jeg vil være den første til at indrømme, at jeg er relativt ny inden for bikepacking. Som erfaren inden for touring, kan du mærke at det engelske ord 'bikepacking' irriterer min far - jeg prøver ikke at nævne det i hans nærvær.
Det er ikke kun, hvordan vi taler om det, der er forskelligt, men også vores tilgang. Min far er sådan en rytter, der tager alt, hvad han har brug for på sin cykeltur. I mellemtiden tjekker jeg tre gange for at sikre mig, at jeg har det hurtigst tørrende undertøj til øjeblikkelig vask og tørring og plyndrer hylderne i supermarkedet efter toiletartikler i prøvestørrelse for at minimere vægten. Så er der min far, som pakker et ekstra par jeans for at kunne skifte outfit og tager en tube tandpasta i familiestørrelse, uanset hvad.
Vi følger Isar-cykelruten – en 300 km, 6-dages tur fra Isars kilde til hvor den løber ud i Donau – startende ved min lokale togstation i Bayerns Mittenwald.
Hvis der nogensinde var et virkeligt øjeblik, der berettigede til slowmotion-heltebilleder, ville det være dette: Min far og hans venner stiger af toget med fuldt læssede elcykler, og Karwendel-bjergkæden står stolt i baggrunden. Forestil dig det med en episk cowboymelodi, syv ryttere i 70'erne og 80'erne, klar til et eventyr.
Sandaler og en hængelås
I mit cykelunivers diskuterer vi carbon layups, vægtforskellen i gram mellem pedaler og fordele og ulemper ved Gore-Tex-materialer. Det er hjertevarmende at køre med min far og hans venner, klædt i behagelige bukser, sandaler og ternede uldskjorter.
Hver gang vi stopper et sted, hiver gutterne en hængelås og kæde frem – sådan en man får fra et byggemarked, der vejer mindst lige så meget som et cykelstel. Det er en påmindelse om, hvad vi laver og hvorfor. Det eneste, der betyder noget, er det at ville ud og cykle. Og Heinz, Gerhard, Sigi, Helmut, Hans, min far Rolf og den anden Rolf er bestemt ambitiøse. Så meget, at jeg nogle gange spekulerer på, hvad i alverden der fik mig til at slutte mig til dem.
På den første stigning op til Hallerangerhaus ser jeg deres ryg forsvinde i horisonten, idet jeg indser, at vægtfordelen ved mine toiletartikler i prøvestørrelse ikke vil hjælpe mig mod kraften fra deres motorer og årtiers erfaring. Ikke underligt, at de er så afslappede med hensyn til vægten af deres cykeltasker.
Cykelruten følger floden, mens den bugter sig gennem dalen og glitrer i det fjerne. Men selv de mest maleriske, postkortværdige steder langs ruten byder på et lille pusterum. Jeg tolker fejlagtigt min fars stop som et eftertænksom tegn på, at han venter på sin datter. Forkert. Det er bare for at tage et hurtigt billede. Han er ansvarlig for gruppens fotosamling til efter turen. Fair nok må jeg dog indrømme, at udsigten er meget mere imponerende end mit rødmende ansigt.
Resten af gruppen er et godt stykke foran nu. Det er klart, at dette ikke er en no-drop tur. Hvad med at tænke på gruppens svageste medlem, der kører på en cykel uden motor? Ikke i denne her gruppe, min kære. Der er også plads til forbedringer, når det kommer til deres håndsignalering, men med mine velmenende råd taler jeg for døve ører - billedligt talt, selvfølgelig.
Fremtiden ser lys ud
Jeg kan ikke undgå at føle en enorm respekt for disse mænd. Deres jævnaldrende er for længst holdt op med at tage ud på eventyr og motionere. Disse ryttere ville til hver en dag helt klart vælge sadlen frem for sofaen. Det understreger, hvor heldige vi er, at cykler er vores foretrukne transportmiddel. Når alt kommer til alt, hvad kunne være mere egnet til livets anden del og dine sidste år end en cykel?
På vores rejse lærte jeg, at væltede træer og bayerske pølser er de eneste gyldige grunde til at stoppe. Min far og hans kammerater vil cykle. Hvem bekymrer sig om, hvor gamle de er? Eller om de har sandaler på? Eller hvor meget deres hængelåse vejer? Det føles bare godt.
Selvom mine ben måske er uenige, så siger jeg det alligevel: Far, næste gang du vil cykle, så ring til mig. Når som helst.
Bio
Anke Eberhardt er journalist i det virkelige liv med et ondt alter ego kendt som @anke_is_awesome hvorfra hun laver jokes på sociale medier. Du vil også finde hende på YouTube, hvor hun laver cykeltutorials, selvom hun kun har skiftet en slange i sit liv. 'Fake it until you make it' møder 'Look pro, go slow', men altid smilende.
Del denne artikel
