Første gang med bikepacking – Rondane nationalpark, Norge

Bikepacking lyder måske ret besværligt i første omgang, især hvis man aldrig har haft fingrene i en gravelcykel. Det var præcis sådan, Coco havde det inden denne tur. Hun havde hverken erfaring med cykler eller bikepacking. En god måde at overkomme disse forhindringer på er at finde en ven, som dyrker bikepacking og tage på en tur med dem. Så det gjorde hun. Jeg tog mig af planlægningen, og FARA Cycling hjalp os med gravelcykler og alt det nødvendige udstyr til bikepacking. Efter en 6 km testtur med fuld oppakning drog vi ud på vores bikepacking-eventyr.

Vores oprindelige plan var at cykle de 230 km og 4000 højdemeter i løbet af fire dage, men det tog os længere end forventet at få alt ordnet og organiseret i begyndelsen af turen, så vi endte med at sove en nat mere i bilen og begyndte rejsen morgenen efter. Vi besluttede at dele dagene op i 66 km, 56 km og 106 km, fordi stort set alle opkørslerne var de to første dage, mens den sidste dag var en blanding af nedkørsler og flad vej.

Under planlægningen af ruten forsøgte jeg at undgå de mere udfordrende grusveje. Mit ræsonnement var, at det var udfordrende nok at cykle på en fuldt lastet cykel på gode grusveje (eller asfalt) for en nybegynder! Vores første dag skulle vise sig at være en ilddåb for Coco. Ruten omfattede 1500 højdemeter i nærheden af et af de højeste fjelde i området. Hele opkørslen var på asfalt, men fordi Coco aldrig havde kørt på en gravelcykel før – selv ikke på flad vej – var det en hård start at skulle lære det med fuld oppakning og 1500 højdemeter. Men hun holdt humøret højt og jeg sørgede for godt med snacks, så til sidst nåede vi toppen med vores gode venskab intakt.

Efter den svære start kom vi højere op i Rondane, og stigningerne blev mindre voldsomme og udsigterne mere imponerende med de forskellige fjelde i Rondane og længere væk synlige i horisonten. Endelig kom Coco også til at opleve de sjovere aspekter af cykling. Mange nybegyndere bliver skræmt af nedkørslerne, men snowboarderen Coco råbte bare “jeg elsker det!” mens hun drønede nedad på sin cykel med en selvsikker mine. De sidste tyve kilometer fløj afsted med den flotte søudsigt over Atnsjøen i det bløde aftenlys. Vi slog teltet op i en flodseng med udsigt over fjeldene, og da solen gik ned, kom en smuk fuldmåne frem som vores belønning for dagens anstrengelser.

Coco stod op før mig efter en kold, søvnløs og smertefuld nat. Hun have kæmpet mod tårerne hele natten, fordi hendes ben har gjort så ondt. Om morgenen kravlede hun ud af teltet for at tisse og opdagede, at hun knap nok kunne gå. Hun var virkelig bekymret for, hvordan hun skulle sige til mig, at hun måske ikke kunne cykle videre.

Jeg vågnede og hilste glad “godmorgen,” men jeg kunne se på Cocos ansigt, at det var noget galt. Hun fortalte om sin søvnløse nat og smerten i benene, og jeg bandede over mig selv og min planlægning. Jeg burde have tænkt på, at det var for meget at starte med sådan en hård opkørsel, når man aldrig har cyklet før. Jeg prøvede at tage det roligt og sagde, at vi kunne starte stille ud med noget udtrækning og en god morgenmad, og så se, hvordan det gik. Under morgenmaden klarede himlen op og Cocos nedtrykte humør forsvandt sammen med skyerne. Da vi havde pakket sammen, strålede solen og Coco dansede rundt. Jeg havde fået fornyet håb, men vi ville blive nødt til at holde et afslappet tempo med masser af pauser.

I løbet af de første 30 kilometer – inden vi drejede af på en mindre grusvej – var Coco mere stille end normalt, så jeg vidste, at hun var presset. Vi stoppede to gange og justerede hendes sadel for at mindske smerten. Anden gang fik vi endelig bedre styr på indstillingen, så der kom mindre belastning på hendes skuldre, og hun bedre kunne slappe af på cyklen. Derefter holdt vi en længere frokostpause, inden vi fortsatte mod Grimsdalen.

Igen blev udsigten bedre og cyklingen blev nemmere. De flotte udsigt i fjeldene og de mere underholdende grusveje var det bedste middel mod Cocos smerter. Ruten gennem Grimsdalen var virkelig turens højdepunkt. Det var smukt hele vejen ned ad den stille og jævne grusvej. Solen sørgede for, at vi fik mest muligt ud af Grimsdalen den dag.

Det var generelt nemt at cykle i dalen, når man kom i retningen fra Frekmyr, men ved enden af dalen var der to større og stejlere bakker. På det tidspunkt var Coco ved at blive træt efter dagen anstrengelser og smerten fra dagen før meldte sig igen. Ifølge hende kunne hun takke “nacho power” for kræfterne til at klare de sidste bakker. “Nacho power” kan åbenbart hjælpe en person med at klare hvad som helst, for vi nåede frem til vores lejrplads med udsigt over fjeldene på den anden side af Rondane lige inden solen gik ned. En perfekt baggrund for vores sidste aften.

Vi vågnede ved solopgang på en frostklar og superflot dag. Rimfrosten på jorden og cyklerne bekræftede, at det havde været den rigtige beslutning af sove med alt tøjet på! Vi tog os god tid til at nyde den varme havregrød og morgenkaffen, mens vi lod solens stråler varme os efter den kolde nat. Coco havde sovet bedre end natten før og havde lidt mindre ondt i kroppen, så alt i alt var vi optimistiske. Aftenen før havde hun haft alvorlige betænkeligheder ved vores plan om at cykle mere end 100 km, men nu var hun klar og sagde, "det bliver måske det sidste jeg gør, men jeg gennemfører det," da vi kom tilbage på vejen.

Denne positive indstilling og hendes stædighed er nok en del af årsagen til, at vi er så gode venner. Dagen begyndte med en meget underholdende, lang nedkørsel, som var lige hvad vores ben havde brug for. Vi fik gang i blodomløbet og holdt farten oppe hele dagen, så kilometrene fløj forbi. Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår hvad Cocos “nacho power” går ud på, men det var i hvert fald imponerende. Hun gennemførte de 100 km den dag uden problemer. Det var en stor bedrift, da det var hendes første 100 km-dag på cykel nogensinde. Og det var endnu mere imponerende, at hun gjorde det efter to lange dage på cykel og med så ømme ben, at hun på et tidspunkt knap nok kunne gå.

Viljen er i sandhed den stærkeste muskel. Heldigvis hadede Coco mig ikke efter turen, og hun har endda fået lyst til at anskaffe sig sin egen gravelcykel, så man må sige, at vores bikepacking-mission var en bragende succes.

Hvad ville Coco sige nu, hvis man bad hende om at opsummere vores tur og bikepacking generelt? Det spurgte jeg hende selvfølgelig om, og hendes første tanker var på lidelsen, men hun kaldte det “en mærkeligt tilfredsstillende lidelse”. Hun nævnte også, at enkeltheden i at nå frem til nye steder på vores cykler og selv medbringe alt, hvad vi skulle bruge, var en helt særlig og givende oplevelse. “Det flytter fuldstændig rundt på ens mentalitet”.

Hendes overordnede vurdering var, at det ikke var alt for svært – det var bare at cykle og tolerere det lejlighedsvise ubehag, men med masser af fornøjelse bagefter. Hun havde tydeligvis lært meget af at være ude på vejene!

Vi anbefaler hermed, at I alle pakker jeres cykler og tager ud på et bikepacking-eventyr. I vil ikke fortryde det!