Alt terræn, al slags vejr – sådan er det med gravel. Henna Palosaari fortæller os, hvorfor gravel ikke kun er forbeholdt plusgrader og festlige cykeltrøjer, og giver seks tips til at gøre selv den mørkeste årstid lysere.
Da jeg voksede op i det nordlige Finland, var cykling simpelthen noget, vi gjorde hver dag. Vi cyklede i skole uanset om det var 20 grader, over eller under frysepunktet. Det var ikke noget særligt; sådan var det bare at bo i Oulu.
Jeg må indrømme, at det tog mig et stykke tid at vænne mig til tanken om at køre gravel om vinteren for fornøjelsens skyld. Men kun indtil for to vintre siden. I løbet af de seneste 24 måneder er jeg kommet frem til min personlige formel, der kan gøre cykling om vinteren til en fornøjelse. Sidste vinter gennemførte jeg min første vintertur med bikepacking. For mig var det vigtigt at finde en balance mellem at svede og de uundgåelige perioder med nedkøling ved at justere mine lag undervejs. Det lyder måske simpelt, men det er ikke nemt i praksis.
Før vi begynder at gennemgå mine tips og tricks, vil jeg gerne minde dig om, at det ikke kræver fancy udstyr at have det godt under vinterforhold, selvom det måske ser sådan ud. Da vi var børn og cyklede til skole, anede vi ikke, at der fandtes vintercykeltøj. Vi tog bare almindeligt vintertøj på og hoppede op på cyklen. Husk, at der ikke er nogen regler, når det gælder påklædning til vinterens graveleventyr, kun mine seks gode råd.
Tip nr. 1: Tøj i lag
Det er et princip, som alle skiløbere lærer hurtigt: At bruge lag af tøj til sin fordel. Men på trods af min erfaring fra vintersport tog det mig stadig et stykke tid at finde passende tøjlag til cykling. Problemet er, at ens kropstemperatur på op- og nedkørsler kan variere meget.
Når man cykler op ad bakke, bliver man varm og sveder meget. Når man kører nedad, bliver man afkølet, så ens kropstemperatur falder. På mine tidligere vinterture var nedkørslerne iskolde og ekstremt ubehagelige. Min løsning blev altid at have en taske på cyklen, der indeholder nogle ekstra lag tøj til nedkørslerne. Hvis der er meget lange nedkørsler på ruten, kan det endda betyde, at jeg skal pakke en dunjakke eller vest, skihandsker og ekstra bukser. Det kan også være en god idé at medbringe et tørt baselayer, især hvis man planlægger at gøre holdt undervejs.
Disse lag bruger jeg, når jeg cykler: langærmet baselayer i uld, åndbart mellemlag i fleece, let skaljakke, tykke vinter-bibshorts, merinouldsokker, skimaske, handsker, støvleovertræk.
Ekstra lag, som jeg tager med, hvis der er udsigt til længere nedkørsler: dunjakke, tykke skihandsker og vindtætte bukser.
Tip nr. 2: Pas ekstra godt på dine hænder og fødder
Hænder og fødder er de vanskeligste kropsdele at holde varme på vinterture. I lang tid troede jeg, at sommercykelsko med støvleovertræk var rigeligt. Men sidste vinter opdagede jeg, at vintercykelsko kan gøre en stor forskel. Når det gælder hænderne, skal man altid medbringe ekstra handsker og et par, der er ekstra varme, til nedkørslerne. I stedet for at investere i særlige cykelhandsker bruger jeg ofte mine skihandsker, og det har fungeret fint. Husk bare at tjekke, om du kan bremse og skifte gear med de tykkere handsker!
Tip nr. 3: Bløde bakker er bedre end lange op- og nedkørsler
God ruteplanlægning kan gøre en stor forskel for din oplevelse med vintercykling. Lange stigninger kan varme kroppen op, men glem ikke, at de medfølgende lange nedkørsler føles mange gange koldere om vinteren. Det mest fornuftige er at planlægge en rute med bløde bakker i stedet for stejle stigninger. På den måde kan man opretholde en mere ensartet kropstemperatur i stedet for at gå fra varmt til iskoldt. Hvis lange nedkørsler er uundgåelige, skal man medbringe ekstra lag og sørge for, at fødder og hænder forbliver varme. Sidst, men ikke mindst, kan skjult is i mørke sving i skoven være livsfarligt. Kør forsigtigt gennem områder, hvor der ikke er meget sollys.
Tip nr. 4: Mudder og rengøring
Afhængigt af hvor man befinder sig, kan vinteren være lig med sne. Det betyder ikke, at man ikke kan cykle, men det giver nogle ekstra udfordringer. Sne, regn og færre timer med dagslys gør vejene våde og mudrede. Her skal man huske vandafvisende yderlag, så man ikke bliver våd og kold, og skærme på cyklen til at forhindre muddersprøjt. Fordi vi hovedsageligt kører offroad eller på småveje, bør vejsalt ikke være et stort problem for drivlinjen, men vær opmærksom på, at vintervejr er skadeligt for cykler – især kæden, som, vil påvirke resten af komponenterne, hvis man ikke passer godt på. Så rengøring af cyklen er essentielt, når man har været ude.
Tip nr. 5: Vær altid forberedt
Jeg anbefaler altid, at man har mindst en ekstra vest og tykke handsker eller vanter med. Hvis man er nødt til at stoppe undervejs for f.eks. at ordne en punktering, kan man blive afkølet på ingen tid, så det er bedre at være forberedt. Ekstra lag tøj og et tørt baselayer er også nødvendigt, når man holder pauser – planlagte eller ej.
Tip nr. 6: Begynd i det små
Forholdene udenfor ser altid værre ud fra en varm stue. Start med at cykle korte ture for at teste dine lag, og hvordan det føles. Hvis du er nødt til at stoppe tidligt, fordi du fryser, så tag flere lag på, og prøv igen næste dag. Lav en flaske varm te og husk, at når du først har fundet de lag, der holder dig både varm og tør, kan du virkelig nyde at cykle om vinteren.
I Finland tror vi på, at der ikke findes dårligt vejr, kun forkert påklædning. Så kom afsted, hav det sjovt, og glem ikke at passe godt på din cykel!