Med på festtoget på Unbound Gravel

Med sine 322 km blev Unbound Gravel et af verdens tidligste og største grusløb. På trods af, at det er en klassisk grusbegivenhed, et aspekt, der normalt ville gøre mig begejstret, havde Unbound Gravel ikke været på min liste over begivenheder, jeg skulle opleve. Selvfølgelig havde jeg set det, men jeg havde aldrig tænkt seriøst over det. Logistikken i forbindelse med at komme derover for at deltage i løbet ville være kompliceret nok, og så er der ikke engang taget højde for chancen for at få en billet i første omgang. Så da jeg fik muligheden, var jeg hurtig til at sige ja, men jeg gik straks ind i en "hvad i alverden har jeg meldt mig til"-fase. Det skulle jeg så finde ud af.

Stilhed før stormen er den bedste måde at beskrive Emporia på i tiden op til løbet. Selv om vi tydeligvis ikke var de eneste ikke-lokale i byen, var der den samme rolige atmosfære, som der er resten af året. Det var tirsdag, og der blev gjort forberedelser til Unbound-udstillingen, som skulle starte torsdag, mens selve løbet blev afholdt lørdag. De første to dage var hyggelige; jeg lærte byen at kende og fik en snak med nogle lokale, herunder ejeren af en af de lokale cykelbutikker (som passende nok hedder "Gravel City") og endda Emporias tidligere borgmester, som nu er festivalens formand.

Efterhånden som ugen skred frem, blev byen langsomt fyldt med cykelryttere. Hundredvis i begyndelsen, tusindvis kort efter. Hvad der ellers ville være en hyggelig, om ikke lidt søvnig by i det centrale Kansas, blev hurtigt til verdens Grus-Mekka. Jeg kan ikke pege på noget specifikt, men på dette tidspunkt følte jeg, at jeg var præcis, hvor jeg skulle være. Fra snakken med de venlige lokale, der bød os cykelryttere velkommen i deres lokalsamfund, til det sus, man får ved at se alle disse ligesindede grusryttere og tage ud på korte rekognosceringsture, nåede mit niveau af opstemthed et historisk højt niveau. Jeg var så glad for at være her. Der var bare ét problem ... der var stadig det egentlige grusløb at kæmpe med.

Kort før klokken seks om morgenen lørdag står jeg ved starten af Unbound. Og det er altså ikke en afsidesliggende campingplads i skoven – vi befinder os midt på Commercial Street, hovedgaden i Emporia. Det er stadig tidligt om morgenen, men jeg ved, at det bliver en lang dag i sadlen. Jeg er dog ikke nervøs. Spændt er et meget bedre ord. I dagene op til løbet havde jeg fundet tid til at tænke over min tur, og jeg vidste, at jeg bare skulle være mig selv. Hvad ville det indebære?

På trods af at Unbound er det største grusløb derude – både af navn og distance – vidste jeg, at min bedste chance for at overleve var ikke at se det som en konkurrence, men snarer at se det som en fest.

Da politibilen var kørt væk, og løbet officielt var begyndt, sagde jeg straks farvel til de hurtige folk i front, da de kørte ud i horisonten. Selv på dette tidlige tidspunkt i løbet var der så mange mennesker, der overhalede mig, at jeg må have sat en vanvittig verdensrekord uden at vide det. Da den første del af banen var præget af 90 graders grussving og et par små bække, var den store gruppe hurtigt splittet op i hundrede mindre grupper. Jeg ventede på, at den perfekte gruppe skulle passere mig, så jeg kunne følge deres hjul, men den gruppe kom aldrig. Starten havde været så hurtig, og de små bakker så forræderiske, at hver gruppe syntes at have en eller to hurtige folk, der satte et tempo, der var betydeligt hårdere end det, jeg havde lyst til at køre. Jeg forsøgte og fejlede – nå ja, så prøver jeg da bare plan B. Kun mig og mig selv mod vinden, der blæser mig i ansigtet. 290 km tilbage.

Efter et par timer i løbet tænker jeg på, hvor sjovt det er, at vi kalder det et løb. Rundt omkring mig ser jeg hundredvis af mennesker, der ligesom jeg ikke er kommet hertil som professionelle. Vi kører alle vores eget tempo, og det har vi det fint med. Vi er alle klar over, at 322 km er en frygtelig lang tur, og vi er nødt til at spare på energien for at nå i mål. På dette tidspunkt holder jeg op med at kalde det et løb og begynder at kalde det en tur. En lang tur, som jeg faktisk nyder meget.

Det var endnu en skarp påmindelse om, at "konkurrenceløbet" ikke er noget for mig, for så snart jeg slap hjulene fra de testosteronfyldte mennesker, begyndte jeg straks at have det sjovt igen, festede på min cykel og blev venner med ligesindede mennesker, ligesom derhjemme. Med en tur som denne er det naturligvis lettere sagt end gjort. På en tur med denne distance er det ikke kun et spørgsmål om at have gode ben, men også en stærk mentalitet. Da en slem punktering næsten tog mig helt ud af turen, kunne jeg mærke, at humøret faldt, og jeg havde svært ved at have det sjovt, men da jeg først var på farten igen, tænkte jeg, at op- og nedture er uundgåelige på en lang tur som denne.

Så lærte man det – jo længere du kører, jo større bliver op- og nedturene.

Timer og kilometer flyver forbi, uden at jeg lægger mærke til dem. Jeg nyder det og får nye venner. Jeg elsker at lægge mærke til små detaljer, som f.eks. at vejskiltene har mærkelige navne og farvestrålende fugle, som jeg aldrig havde set før, men som nu valgte at følge mig. Jeg taler om stedets historie med nogle lokale, som fortæller mig seje historier, og jeg sørger for at indsnuse stemningen ved det første af to checkpoints i landsbyen Eureka.

Ikke længe efter dette punkt vender vinden til min fordel, og jeg har stadig energi i tanken. Da det går op for mig, kan jeg ikke gøre andet end at smile. Kilometerne havde været langsomme, men nu fløj de faktisk af sted. Selvfølgelig bliver jeg træt, men jeg kører også hurtigere, end jeg har gjort hele dagen.

Vinden presser mig både fysisk og mentalt. Jeg passerer halvvejs, og det ser godt ud. Den lille smule regn, som vi fik undervejs, er tørret ud, og solen viser sig endda frem. Timer og kilometer flyver af sted.

Så ramte vi pludselig det mest ulækre og klæbrige mudder, jeg nogensinde er stødt på. Ud af alle de fantastiske grusveje, jeg har set hele dagen, overrasker arrangøren os og fører os ad en mudret vej, der er så forfærdelig, at jeg hurtigt begynder at få det dårligt. Vi er tvunget til at trække cyklen hele vejen, og det varer i en evighed. Det er først da vi alle står med våde fødder i en lokal bæk lige efter, at jeg begynder at grine igen. Unbound er en hård omgang, men jeg elsker det.

De professionelle er for længst færdige, men jeg er stadig herude sammen med alle mine langsomme men stædige venner. Solen går ned, og jeg kører i mørke. Det går op for mig, at jeg stadig kan nå i mål inden midnat og dermed komme med i klubben af "midnatsafsluttere". Det er på tide at sætte tempoet op. Jeg skifter gear og begynder at tænke mere på konkurrencen, på trods af at jeg har en hel dag med festtempo i benene. Den er kommet ind under huden på mig, og jeg elsker hvert eneste minut af det.

Jeg ser kilometerne tælle ned på min skærm. Jeg overhaler et par ryttere i en gruppe lige før Emporia, og så kører jeg endelig ind i byen. Da de lyse bogstaver "Emporia State University" byder mig velkommen, tager følelserne overhånd. Uden at vide det, har denne grus-pilgrimsuge betydet meget mere for mig, end jeg havde turdet indrømme. Da jeg kommer i mål tilbage på Commercial Street efter mere end 17 timers cykling, er publikum stadig lige så stort som ved starten og hepper på hver eneste rytter, der kommer i mål.

Jeg er næsten en af de sidste, der kommer i mål ... men jeg føler mig som en vinder, mens tårer af lykke fylder mine øjne.

Nu er jeg hjemme igen og skriver denne historie, og det får mig til at tænke på, om jeg nu er konverteret. Kan jeg lide grusløb nu? Og det ærlige svar er, at jeg ikke ved det. Ja og nej. Nej, jeg kørte ikke rigtig løb, og det har jeg heller ikke planer om at gøre i den nærmeste fremtid. Men ja, jeg nød udfordringen og distancen, og ja, jeg var helt vild med det, jeg så af USA's noget anderledes grus-kultur. Og ja, jeg tror, at det er vanedannende, og ja, jeg bliver måske nødt til at komme tilbage en dag for at gøre det hele igen. Men i mellemtiden? Jeg vil fortsætte med at køre festtempo i Europa på min gruscykel, for det er det, jeg er bedst til.