Gravelracing er hurtigt og spændende og vinder mere og mere frem, men fordi sporten stadig er i udvikling, ved man ikke altid, hvad man går ind til, når man bestiller et startnummer.

For en stund skifter vi fokus fra det stereotype billede af gravel med tinkrus, øl og overnatning i hængekøje og besøger Shimano Gravel Alliance-rytteren Dalila Lecky for at få hendes bedste tips til britiske gravelløb, hvordan man kan lære at presse sig selv til intense tretimersløb og hvordan det er at få blod på tanden inden for den meget forskelligartede konkurrenceside af sporten.

"Når de fleste mennesker tænker på gravelrace, tænker de på bikepacking og episke distancer," siger Dalila, som er kendt for at deltage i utallige gravel- og cykelcrossløb overalt i Storbritannien. "Det er nærmest underforstået, at det skal indebære hundredvis af kilometer i sadlen over mange dage og nætter, hvor din evne til at køre hurtigt i varierende terræn modereres af din snarrådighed og din evne til at fungere med begrænset søvn. Disse løb afføder nogle fuldstændig legendariske fortællinger, og rytterne opnår en vis status, fordi de har bevist deres værd under de ofte vanskelige forhold."

Men det er kun en lille del af historien.

Gravelracing af endagstypen

Battle on the Beach – Gravel racing er en ekstremt afvekslende aktivitet. Løbene kan have meget forskellige formater, længder, terræn, overflader og endda stemninger. Cykelløb på strande er en etableret genre i Holland og Belgien, men i andre lande betragtes de som gravel.

"Selv om disse ultra-endurance-gravelløb har en stor tiltrækningskraft – hvem vil ikke gerne realisere sit potentiale og udfordre sine grænser? – så passer de simpelthen ikke sammen med at have et fuldtidsjob uden for cykelsporten. Det er ikke kun den ferietid, som du eller jeg ville skulle bruge for at deltage i disse længere events, det er også den træningstid, der går forud for det. Nogle ryttere formår at jonglere alt dette, men jeg har en tendens til at blive udbrændt. Helt simpelt, så kræver kortere arrangementer bare en mindre voldsom tidsforpligtelse."

Gravelracing af endagstypen

Kings Cup er ofte vært for det britiske mesterskab i gravel. Det er en mere afslappet gravelrute, som er designet til fart og egner sig til landevejscyklister.

Men hvilke muligheder har man så, hvis ens tid er begrænset?

For det første: Grinduro, som holdes verden over.

Over én dag afvikles en rute på ca. 90 km, som indeholder fire-fem sektioner med tidstagning på nogle få kilometer hver. Resten af dagen foregår i et socialt tempo, hvor man hygger sig sammen med venner og glæder sig til den festivallignende stemning, der venter ved hvert feed stop og når man kommer tilbage til eventarenaen. Det er nemt at tage hjemmefra fredag aften, køre Grinduro om lørdagen, og være hjemme igen søndag, så man er frisk igen til arbejdsugen. Træningen til et løb som Grinduro er afhængig af, hvor seriøst man har tænkt dig at køre det, hvilket bringer os til et andet aspekt af kortere gravelløb – der er altid nogle, der ikke er interesserede i konkurrenceaspektet overhovedet og kører for motionen og oplevelsens skyld. Hvis du ønsker at være med i den skarpe ende, kan segmenterne være alt fra 2-12 minutter, så det er nemt at integrere i hverdagens træning.

Gravelracing af endagstypen

Gravelracing af endagstypen

Fotos: Dan Monaghan ved Grinduro Wales

Hyggerytterne gennemfører sektionerne med tidstagning i samme tempo, som de ellers ville gøre, mens rytterne i spidsen af løbet presser sig selv op i det røde felt i håbet om at vinde en podieplads og et af de unikke Grinduro-trofæer. Jeg betragter mig som et medlem af den sidstnævnte gruppe, selvom jeg ikke har være på podiet endnu! Det gode ved Grinduros feed stops med omgruppering er, at de skaber et rum, der giver mulighed for at slappe af, uden at man føler sig bagud i forhold til en gruppe i løbet og kan se, at man mister tid. Det er en stressfaktor, som jeg tidligere har oplevet i flerdagesløb, hvor alle ryttere havde en GPS-tracker. Så tog jeg mig selv i at stirre på kortet for at se, hvor de andre prikker var, og jeg følte, at jeg var nødt til at fortsætte, fordi de andre også kiggede på prikker og ville opdage, at jeg var ved at sakke bagud. Det er et pres, som jeg personligt ikke bryder mig om, men i et event som Grinduro er det helt fjernet, fordi hver rytters tracking-chip kun bruges til at registrere segmenterne med tidstagning. Så i teorien kan du starte sidst, ligge bagest hele dagen og stadig vinde!

Det skal du vide, inden du kører Grinduro:

  • Gearing: Med de stejle stigninger og behovet for at køre hurtigt på tidssektionerne skal du sørge for, at du har et bredt gearforhold.
  • Hjul: Her er din opsætning af dæk og hjul næsten lige så vigtig som dine gear. Du skal have 700c med en bredde op til 42 mm. Behovet for groft mønster afhænger af terrænet, så tjek de lokale forhold på forhånd.
  • Det samme gælder dæktrykket – hold godt øje med vejrudsigten. Du får brug for et lavere dæktryk med mere greb, hvis der er meget vådt underlag, men vær opmærksom på, at det vil give mere rullemodstand på grusveje. Tubeless opsætning er et must i en løbssammenhæng!

Gravelracing af endagstypen

Foto: Dan Monaghan ved Grinduro Wales

Gravelracing af endagstypen

Kings Cup Gravel

Få nogle trofæer: Mesterskaber i gravel racing

I den anden ende af spektret af gravelløb finder vi events som UCI Gravel World Series og de britiske mesterskaber, som fornylig blev afholdt ved King’s Cup Gravel. Jeg har ikke fortalt så meget om min oplevelse ved King's Cup mesterskaberne, siden jeg deltog, og det skyldes primært, at det var 70 km af det mest intense løb, jeg nogensinde har oplevet, og jeg var virkelig dårligt forberedt. Jeg kan huske, at jeg stod på startlinjen og kiggede til højre og venstre på adskillige nuværende og tidligere professionelle ryttere og tænkte: "Det her kommer til at gøre så ondt". Det var næsten tre timers (meget mindre for vinderen!) ubarmhjertig offroadcykling, ingen pauser for at trække vejret og næsten ingen tid til at spise nogen af de snacks, jeg havde gemt i lommerne på mine shorts. Men jeg lærte noget vigtigt af denne oplevelse: For det første, at jeg foretrækker en meget mere teknisk rute; og for det andet, at jeg skal træne og peake rigtigt til den distance og type af løb, og ikke bare holde mig til mine sædvanlige offroad-aktiviteter (det virker så indlysende set i bakspejlet). 

I 2023 kommer der en runde af UCI World Series i Skotland, hvor man sandsynligvis vil kunne se mig stille op på startlinjen.

Det skal du vide, inden du kører et mesterskabsløb i gravel:

  • Gearing: Til et enkeltdagsløb – især hvis det er et mesterskab – kan du vælge et tættere gearforhold bagpå med et smallere gearområde, hvis det er en fladere rute med mere fokus på hastighed end på at styre sit energiforbrug på stigningerne.
  • Opsætning af dæk og hjul: Du bør måske vælge noget lettere her – i tråd med den alt-eller-intet-mentalitet, der skal til, når det virkelig gælder. Du mister alligevel din chance i konkurrencen i tilfælde af mekaniske problemer, så der er ingen grund til at øge vægten for at få bedre holdbarhed.

Gravelracing af endagstypen

Gravelracing af endagstypen

Fotos: Phil Gale/Emmie Collinge

Man kan se beach racing som en fjern slægtning til gravel

Et hårdt cykelløb i nogle få timer i den friske walisiske blæst er klart mere noget for mig. Battle on the Beach er et event i starten af foråret på 45 km sand. Jeg elskede det! Det var ikke en ren powertest — man skulle også have ret godt styr på sin teknik på cyklen. De mange forskellige cykeltyper (gravel, MTB, CX og endda et par fatbikes) afspejlede de forskelligartede forhold på ruten, idet hver rytter havde valgt det, som de mente ville fungere bedst. Terrænet var konstant skiftende, og man skulle nogle gange stå af og løbe med cyklen eller køre forsigtigt på en sandet nedkørsel for ikke at styrte, så intensiteten i løbet blev hele tiden afbrudt af korte pauser. Dette var helt klart et event, der passede bedre til mit niveau og min træningsfrekvens, og jeg vil helt sikkert køre det igen og anbefaler det til alle, der kan lide at kaste sig ud i lidt #underbiking.

Her er, hvad du skal vide inden et beach race:

  • Gearing: Tæt gearforhold, fordi der køres på flad strand
  • Hjul: Vælg dem så aerodynamiske som muligt.
  • Dæk: Store og med lavt dæktryk! Slickdæk kan fungere fint, men vælg dem så brede som muligt (ja, det lyder mærkeligt i kombination med en aero-opsætning, men sporene på stranden bliver hurtigt ujævne).
  • Efter løbet: Sand og saltvand er skidt for komponenterne i længden, så sørg for at vaske og smøre din cykel igen så hurtigt som muligt. Tjek dine skivebremseklodser, da sand slider meget og kan have en effekt på dem.

Gravelracing af endagstypen

Foto: Phil Gale

Og når mørket falder på ...

Det gode ved cykelløb er, at det ikke kun kan foregå i dagslys. I London findes der fx nogle meget interessante events på alle tider af døgnet. Et af de mest bemærkelsesværdige er et natløb kaldet Muddy Hell, som godt nok er cykelcross og teknisk set ikke gravel. Men hvis man kigger godt efter, kan man også finde gravelløb. Kort, hurtigt og vildt: det er den bedste måde at beskrive det på. Når man arbejder om dagen, er det en ideel måde til at koble fra og kombinere sin yndlingssport med nogle meget sociale aspekter.

Tip: Effektive lygter og mudderdæk er essentielt.

Hvad så med løbssæsonen i 2023

I løbet af de sidste par år er det gået op for mig, hvor gode endagsløb er til at give en midlertidig pause fra hverdagen, så jeg har allerede et par stykker i kalenderen i 2023, og jeg er sikker på, at de vil motivere mig til at holde formen i top.

Jeg har også taget springet og bedt om en del dage fri fra arbejde til sommer, fordi jeg har meldt mig til mit første ultra-endurance-gravelløb.

Det er ikke til at sige, hvordan det vil gå, men det er altid sjovt at prøve noget nyt på to hjul.

Gravelracing af endagstypen

Battle on The Beach – www.battleonthebeach.co.uk

Del denne artikel