Da Shimano Gravel Alliance-rytteren Claudia Gerosa begyndte at køre gravel, fik hun øjnene op for mere end bare hendes lokalområde. I denne artikel tegner den tidligere fodbold- og baseballspiller en linje i gruset fra krydstogtskibe til baseballbaner, ådale og bjergpas.
I en verden, hvor vi konstant bliver bombarderet med den næste mega, episke, ultra graveltur på tværs af lande eller kontinenter, kan det være svært at indrømme, hvis vores første tur – den tur, der åbnede døren til gravel og fik os på krogen – måske var noget mindre imponerende.
Claudia Gerosa er den første til at indrømme, at hendes første 10 km ikke synede af meget. Det 45-årige italienske medlem af Shimano Gravel Alliance cyklede bare på sine tidligere hundeluftningsruter, så hun var ikke langt væk fra sit hjem lige uden for Milano i det tætbebyggede område øst for den ikoniske by i retning mod Bergamo. I modsætning til mange andre steder i Italien er dette ikke et sted med hvide veje, bølgende bakker eller ikoniske bjergpas. Det er et område i konstant bevægelse, hvor folk pendler, bilerne regerer, og fabrikkerne ligger tæt.
‘Hvert eventyr starter 4 km hjemmefra, så snart jeg kommer ud til flodbredden. Hvis det ikke var for gravelcykling, ville jeg slet ikke have vidst, at disse fantastiske steder eksisterede så tæt på mit hjem," siger Claudia med et smil, inden hun smutter ned ad et andet spor, der fører hende ind på en smal, næsten usynlig sti langs Adda-floden. Hun har altid været lidt af en stifinder, hvad enten det var som en af de tidlige brugere af Twitter eller, mere relevant her, som en tidlig gravelrytter. Claudia har aldrig været en stor fan af konformitet, og det er netop det, der gør hende og gravel til den perfekte kombination.
Claudia kommer fra en lombardisk familie og bor stadig i sin fødeby lige syd for Bergamo og øst for Milano. "Område er præget af lagerhaller, biler, fugtig luft og industri", siger hun nøgternt. "Vi har godt nok en flot udsigt til bjergene, men de ligger ikke lige uden for døren. Derfor kræver det en smule kreativitet at finde flotte steder at cykle, men her kommer gravel så ind i billedet," fortsætter hun.
Italien er kendt for mange ting – mad, sport, kunst og mode kan nævnes på den italienske hitliste – men det er også et meget traditionelt land, både når det gælder kvindernes rolle i samfundet og de uskrevne regler for cykling. Så når Claudia fortæller historier med sine altid udtryksfulde italienske manerer – forestil dig et kropssprog, der er lige så lidenskabeligt som det verbale – om, hvordan hun skilte sig ud som den eneste kvinde på byggepladserne, hvor hun kunne løfte det samme som kollegerne, kan du måske gætte dig til resten.
Men lige nu skal det ikke handle om ligestilling på arbejdspladsen, men om gravel, og Claudia begyndte allerede at prise gravelcyklingens glæder i 2015, ikke længe efter at hun var begyndt at cykle og på et tidspunkt, hvor meget få italienske ryttere vidste noget om denne disciplin.
På denne friske vintermorgen er Claudia i sit rette element, og hun udbreder sin omfattende viden om området omkring Bergamo og fortæller om Città Altas historie (inkl. de bedste steder at få en cappuccino) og lukkede denimfabrikker og jernbroer fra 1930'erne. "Gravel har givet mig et helt nyt perspektiv på mit hjemland. Vi italienere sætter ikke altid pris på det, vi har her, men når man kan cykle på alle slags underlag, så bliver hver tur til sit eget unikke eventyr," fortsætter Claudia, mens hun ringer med cykelklokken for at varsko de gående på flodvejen om, at hun nærmer sig. "Denne sti fører fra Brianza til Lecco helt uden biltrafik. Der er 50 km i den ene retning, som jeg regner for en central del af min mest almindelige rute. Jeg kender ikke andre steder, hvor man så nemt og hurtigt kan komme væk fra alting.
Dybt nede i dalen følger ruten flodens løb, hvor den passerer forladte kraftværker, dybe bassiner og tordnende vandfald. Når man er omgivet af al denne skønhed, kan man spørge sig selv, hvorfor nogen vil udsætte sig selv for at cykle på landevej i dette område. Claudia er enig. Selv om hun var glad for landevejscykling, blev hun hurtigt afhængig af gravel – til dels takket være en tur med Rapha Cycling Club her på denne rute.
"Jeg har altid været en person, der har hentet inspiration uden for Italien, uden for de gældende normer. Under min opvækst spillede jeg fodbold og softball på højt niveau og vandt regionale og nationale titler med mine hold, og kombineret med de muligheder, jeg fik for at arbejde rundt om i verden med min families virksomhed, indså jeg hurtigt, at man er nødt til at se ud over det, der er lige omkring én for at opleve nye ting.
Anlæg af atletik- og fodboldbaner må nok siges at være en nicheprofession, men det var gennem sin fars arbejde, at Claudias passion for rejser og sport opstod. De to ting forblev adskilte – hobbyer, som hun dyrkede i sin fritid – indtil hun blev kastet ind i cykelsportens verden, hvor de pludselig smeltede sammen. "I 2014 havde jeg en slemt skadet akillessene, så jeg kunne ikke træne fodbold eller softball uden smerter. Jeg mødte op og kom gennem kampene, men ikke mere. Min fysioterapeut anbefalede mig at prøve en mindre belastende sport, som svømning eller cykling, og derefter så jeg mig ikke tilbage. Det er ingen overdrivelse at sige, at min første cykel ændrede mit liv," fortsætter Claudia med et stort smil.
"Jeg startede som de fleste, tror jeg, med at cykle rundt tæt på mit hjem. Da jeg havde været overalt i lokalområdet, ville jeg gerne længere omkring, så jeg købte en landevejscykel. Jeg opdagede hurtigt, at selvom det grundlæggende er som at køre bil – man kommer fra A til B – så får man en helt anden oplevelse, når man cykler. Da jeg så blev medlem af Rapha Cycle Club, blev det hele endnu bedre." På dette tidspunkt i samtalen bliver Claudia endnu mere begejstret ved tanken om de venskaber, som hun har fået på to hjul.
Det var gennem Rapha Cycle Club, at Claudia deltog i et cykelløb på blandet underlag på en rute, der var skabt som en hyldest til Flandern i udkanten af Milano. På dagen måtte hun kæmpe sig frem ad grusveje og op ad stejle brostensbelagte stigninger på sin racercykel. At trække med cyklen i racersko var ikke ideelt. Claudia var sikker på, at der måtte være en bedre måde at gøre det på, og blev fanget af idéen om gravel på de sociale medier, hvilket blev det andet vendepunkt i hendes liv med cykling.
"Jeg ser så meget derude, som virkelig inspirerer mig. Så snart jeg får øje på noget interessant, vil jeg vide, hvordan jeg kan komme til at køre det," siger hun, mens hun bladrer i det rigt illustrerede Al Vento-magasin med ruteforslag foran hende. På en måde er Claudia det reneste billede af gravelcykling: En person, der er bidt af den mulighed, som gravel giver for at udforske nye steder, uanset om de ligger tæt på hjemmet eller længere væk. "Jeg er overbevist om, at gravel har ændret mit liv. Fra den første tur frem til i dag. Ikke alene er jeg nu 30 kilo lettere og ligner stadig ikke en atlet – det har jeg sgu aldrig gjort, men jeg prøver alligevel alle sportsgrene – men jeg har brugt min passion og erfaring til at hjælpe andre kvinder, der ønsker at komme i gang med gravel.
Selv om Claudia primært cykler alene, sagde hun ja til chancen for at være guide på gravellejren No Gods No Masters, der er organiseret af og for kvinder: "For de fleste i min gruppe var det første gang, de havde kørt offroad på grus, så det var fantastisk at være vidne til deres udvikling i løbet af de tre dage med gradvist hårdere udfordringer. Den største udfordring for mig var at holde sammen på en gruppe med forskellig hurtighed og opdage, at nok kan man råde nogen til at bremse ved indgangen til et sving, men man kan ikke kontrollere, hvor hårdt de bremser!
Claudia reflekterer over, at de ofte får komplimenter for at cykle som kvinder. "Det er der egentlig ikke noget dramatisk ved – eller det burde der i hvert fald ikke være, ikke nu. Vi burde alle cykle så langt eller så kort, som vi har lyst til.
For uanset hvor langt man cykler, ser Claudia hver eneste graveltur som et selvstændigt eventyr. "Der er en stigende tendens til, at man absolut skal cykle 900 km uden søvn eller smage blod i munden under et løb, men heldigvis findes den oprindelige idé stadig, hvor ingen er interesseret i, hvor mange kilometer man har kørt. Så længe det gør dig glad, skal du da bare cykle. Du skal se det som en frigørelse fra verden."
Tekst og billeder: Phil Gale (@1_in_the_gutter)
Del denne artikel
