Dolomitterne: På cykel og ski

Det er sidst i februar i Innsbruck, og Henna sidder ved sit skrivebord og kigger på kortet for at se, hvilke skidestinationer der er til at nå på en gravelcykel. Denne vinter i de østrigske alper har været den koldeste, hun kan huske – kunne gravel være løsningen?

På denne tid af året ville Henna og hendes venner normalt være ude på skiløjperne, mens deres cykler samlede støv. Men i år skulle der ske noget andet. De ville prøve at kombinere to sportsgrene, bikepacking og skitouring, og se hvad der skete.

"Nu gør vi det sgu!" udbrød Malva, da hun forsigtigt steg op på sin cykel i Innsbruck. "Stellet ryster helt vildt, er det normalt?" spurgte Henna efter bare 500 meter. Sami svarede, at de ville vænne sig til det, inden de nåede Dolomitterne. Ja, Dolomitterne, de ikoniske stejle og skarpe bjerge, var kun et par hundrede kilometer væk, så de kunne nås på cykel.

Ud over spørgsmålene om deres tungtlastede cykler havde rytterne også en nagende tvivl om, hvorvidt deres plan om at rejse fem dage på cykel og fire dage på ski fra Innsbruck til Gardasøen ville byde på andet end ren lidelse.

Snefnug og hajer

"Det må være noget nyt: at cykle op for at dyrke skitouring," bemærkede Henna på vej til det første skisted. Fordi snegrænsen var så meget højere end normalt – omkring 1.000-1.500 meter over havets overflade – gav det bedst mening at cykle op og skifte til ski til resten af opstigningen. "I det mindste er vi allerede varmet op, når vi begynder på skiene," grinede Malva.

Sneen var begyndt at falde, da holdet ankom til deres første overnatningssted, hvilket gav håb om friske linjer næste morgen. Og ganske rigtigt var træerne og hustagene dækket af et tyndt lag sne, som fik hele byen til at glitre i morgensolen, da de hoppede på cyklerne inden turen op til det første skisted. "Pas på hajerne," råbte Henna, mens de cruisede ned ad en ny linje fra Vennspitze. Når der ikke er sne nok til at dække alle de spidse klippestykker, er det en reel risiko, men derfor kan man stadig nyde turens første sving – dommen: hård sne, men super sjov at køre på.

Da de havde pakket cyklerne, skulle de stadig køre 31 kilometer til deres næste overnatningssted. De krydsede grænsen til Italien totalt udmattede, i kulde og mørke, iført hvert eneste lag tøj, de havde med, og begyndte nedkørslen mod Vipiteno. "Jeg tror ikke, vi kan blive ved med at gøre det her syv dage i træk," sagde Sami. De andre nikkede i tavshed. De havde lært lektien. Fra nu af ville de opdele dagene mellem begge discipliner for at gøre det hele mere jævnt og, vigtigst af alt, sjovere.

Is og Dolomitternes tinder

"Hold op! Skulle det være en skiløjpe?" råbte Sami, efter at det netop var lykkedes dem at kæmpe sig vej igennem en lukket sti med hundredvis af væltede træer. Ruteplanlægning til en bikepacking-tur om vinteren er mere kompliceret end normalt, hvilket de var ved at lære på den hårde måde. De fine grusveje, man plejer at cykle på, var nu dækket af sne eller forvandlet til isglatte langrendsspor. "Ingen bremser," skreg Henna som Bambi på isen. De holdt sig oprejst, men besluttede at skifte til større veje for at undgå flere ubehagelige overraskelser.

De trak cyklerne hen over en løjpe med udsigt til den første bjergtinde i Dolomitterne i horisonten. Den 90 kilometer lange tur til lejrpladsen havde været en heldagsmission, men bjergtoppene, der lyste op i lyserøde og lilla nuancer, var en bedre velkomst, end de kunne have forestillet sig. Det samme kunne ikke siges om regndråberne, der faldt hårdt næste morgen. Selv 1.500 meters højde var ikke nok at forvandle regnen til sne. "Dér plejer man at kunne stå på ski," sagde Henna og pegede på en bjergside på deres venstre side på vejen mod Lavarella-refugiet. Manglen på sne betød, at de var nødt til at justere næste dags plan. Der var ikke nok sne til den skitur, de havde planlagt.

"Resten af bjergsiden er ren is herfra og op til toppen," sagde Malva. Sneen, der var faldet efter deres ankomst til refugiet, havde haft følgeskab af al for meget vind til at blive liggende på de iskolde skråninger. Nu skulle vinterkreativiteten i spil igen for at få mest muligt ud af de aktuelle forhold, uanset hvor beklagelige de var. Efter at have kigget sig omkring fandt gruppen en interessant lille couloir og en snedækket bowl, hvor de ville prøve at stå på ski. "Go Girls!," skrev Sami i sneen, mens Malva og Henna begav sig op til couloiren. Vinden var kølig, men i det mindste var solen fremme på nedturen. "Ikke perfekt, men meget bedre, end jeg havde forventet," sagde Henna, tilfreds med dagens forløb. Den nedgående sol dækkede bjergene i varme farver og satte punktum for en smuk dag i bjergene.

Den hurtige vej til toppen

"Jeg har det ikke så godt," sagde Malva, mens Dolomitternes højeste bjergmassiv tårnede sig op over hende. Stigningen er berømt blandt landevejsryttere, men nu sneglede de tre ryttere sig op ad den med 2 km/t på 40 kg tunge cykler lastet med skiudstyr. Til slut skinnede den tidlige aftensol dog på bjerget Marmoladas friske sne, og alt gav mening igen – selv beslutningen om at tage på en 9-dages skitur på cykel.

Rytterne vidste, at denne Dronning af Dolomitterne var udstyret med en svævebane, så de besluttede at forkæle sig selv på sidstedagen og maksimere deres nedkørselstid på ski. De fandt friske linjer mellem klipperne, sjove sving ved siden af de eksisterende spor, og god sne midt i den dårlige sne. Med store smil på ansigterne pakkede de skiene på cyklerne og kørte ned til det næste overnatningssted.

Henna, Malva og Sami nærmede sig nu Gardasøen og lagde Dolomitternes majestætiske bjergtoppe bag sig. Det var ved at blive varmere. Glade tog de tøjlag af, mens de susede gennem italienske vinmarker og passerede snakkesalige turister. Uanset om det var medvinden eller tanken om, at de snart kunne åbne den champagne, de havde fået i afskedsgave på deres sidste overnatningssted, så rullede de let og ubesværet ind i Riva del Garda.

"Vi klarede det sgu!" råbte Sami, mens hun åbnede champagnen og sprøjtede den på Henna og Malva. "Og det var ikke kun lidelse," svarede Henna. "Det var 9 dages rejse med en kombination af to af vores yndlingssportsgrene i en smuk blanding af sved, grin, is, sne og venskab." Ville de gøre det igen? "Ja, selvfølgelig!"